Hvorfor?

Brev til mine venner i anledningen af inaugureringen af denne blog:

Kære venner,
 
Jeg har besluttet mig for at blive blogbestyrer.
 
I protest mod den omsiggribende individualisering og personliggørelse overalt, hvor man stikker snuden frem i den offentlige sfære, har jeg besluttet mig for en fuldstændig renset blog og et fuldstændig renset sprog. Med andre ord har jeg besluttet mig for kun at skrive i teser.
 
Disse teser udtrykker altså på samme tid min inderste ‘langt ude’-personlighed, som den skinbarlige sandhed. De er med andre ord det helt objektive udtryk for mine længselsfulde, subjektive maksimer.
 
Hvorfor skriver jeg dette til jer? Var det ikke Brecht, der skrev: “I vore dage er der mange, der offentligt roser sig af helt alene at kunne skrive store bøger, og dette bliver alment accepteret. Den kinesiske filosof Zhuang Zi skrev i sine manddomsår en bog på hundred tusind ord, der for nitiendedeles vedkommende bestod af citater. Sådanne bøger kan ikke længere skrives hos os, da gejsten mangler.”
 
Kære venner. I er min kontekst, og derfra stammer nitiendedele af mine citater. Enhver lighed mellem teserne og jeres citater er altså jeres egen skyld, I kunne bare lade være med at gøre et sådant indtryk på forfatteren. 
 
Da jeg opfatter mig selv som en helt igennem objektiv subjektkatalysator, er det ikke muligt at kommentere på teserne. Det burde ikke være nødvendigt. De kan ikke blive mere perfekte, end de er.
 
Der kan gå dage, men også år og dag mellem publikationen af teserne. De er ikke kronologisk determinerede. Deres horisont er evigheden.
 
God aften!
 
Forfatteren.
 
(listen over modtagere af denne mail er principielt umulig at lukke).

Leave a Comment

Required

Required, hidden

Some HTML allowed:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <pre> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Subscribe to the comments via RSS Feed